Jørgen Schmidt

"Hvis køerne har det godt, så følger resten med. Lavere stress, bedre sundhed og lavere dødelighed – det er det, vi går efter."
Gårdens beliggenhed
Bøttchergård, Branderup
Besætningsstørrelse
250
Ventilation i stalden giver bedre trivsel – for både køer og drift
På Bøttchergård, ved Branderup, driver Jørgen Schmidt en mælkeproduktion med 250 malkekøer, som de malker i fire malkerobotter.
For at sikre et godt staldklima hele året har gården investeret i en omfattende ventilationsløsning, som dækker hele stalden – fra opsamlingsplads og sengebåse til dybstrøelsesområder.
12 ventilatorer fordelt i hele stalden
I alt har de monteret 12 ventilatorer, som alle er koblet sammen i ét styringssystem. Det betyder, at de tænder og slukker automatisk efter temperatur og behov – uden daglig manuel justering.
“Det er virkelig en lettelse, at man ikke skal gå og justere dem hele tiden. Man kan selvfølgelig selv ændre temperaturen og hvor mange omdrejninger, de skal køre med, men systemet kører stort set selv,” fortæller Jørgen Schmidt.
Ventilatorerne blev monteret i februar 2025, så gården var helt klar, inden varmen for alvor kom.
Inden beslutningen blev taget, kiggede Jørgen på forskellige ventilationsløsninger. Men med behov for ventilation flere forskellige steder i stalden gav det bedst mening at vælge flere enheder fordelt jævnt. Han drøftede det med DeLaval Turbutik, og sammen fandt de frem til en løsning med 12 ventilatorer.
“Jeg skulle have luftcirkulation mange steder, og her gav det mening at bruge 12 ventilatorer i stedet for få store. Det giver en mere jævn luftfordeling i hele stalden og direkte køling – til samme pris,” forklarer Jørgen.

Tidligere havde stalden ikke samme behov for ventilation. Men med ny tilbygning og etablering af nye dybstrøelsesbokse til goldkøerne i den eksisterende stald ændrede forholdene sig.
“Dybstrøelse udvikler meget varme, og det betød, at luften nogle gange stod nærmest stille. Der var egentlig luft nok – men den bevægede sig ikke. Det kunne både dyr og mennesker mærke,” siger Jørgen.
Ventilation blev derfor en nødvendighed for at sikre køling af køerne og et sundere staldmiljø.
Køernes adfærd taler sit tydelige sprog
Efter ventilatorerne er kommet op, er forskellen tydelig – især i køernes liggeadfærd. “Køerne vælger konsekvent de områder, hvor luften rammer. Det er meget tydeligt, hvor meget luftbevægelse betyder.” Køerne søger instinktivt derhen, hvor klimaet er bedst, og det giver et klart billede af effekten.

Bedre flow og mindre varmestress
Ventilationen har også haft betydning for trafikken omkring robotterne. Luften hjælper med at få køerne til at bevæge sig mere naturligt mod opsamlingspladsen – især på varme dage, hvor de ellers ofte samlede sig i modsatte ende.
“Tidligere, når det var varmt, havde vi udfordringer med varmestress og kotrafik. Det fungerer langt bedre nu. Derudover ser vi ikke de samme drop i mælkeydelsen som tidligere.”
Ventilatorerne er indstillet til at starte allerede ved 15 °C, hvilket ofte overrasker. “Man kan ikke altid selv mærke, at det er 15 grader – men køerne kan. Især når solen står på om eftermiddagen, kan temperaturen hurtigt blive belastende.” Derfor kører ventilationen ikke kun på de varmeste sommerdage, men som en fast del af staldklimaet gennem året.
Fokus på dyrevelfærd
For Jørgen handler investeringen først og fremmest om dyrenes trivsel.
“Hvis køerne har det godt, så følger resten med. Lavere stress, bedre sundhed og lavere dødelighed – det er det, vi går efter. Samtidig betyder det noget, at ventilatorerne er meget støjsvage selv på maksimal kapacitet. Der er ro i stalden, og det har også betydning for både dyr og mennesker,” siger han.
Ventilationen ses derfor som en naturlig del af en samlet dyrevelfærdsløsning, hvor staldklima, ro og komfort går hånd i hånd. ”Vi ser det som en langsigtet investering, der hurtigt tjener sig hjem gennem øget trivsel og færre tab ved varmestress – både i mælkeydelse og risikoen for at miste køer,” slutter Jørgen.
Udtalelser fra medvirkende personer afspejler deres egen erfaringer med at bruge DeLaval produkter. Resultaterne i udtalelserne er ikke verificeret, og DeLaval påtager sig ikke ansvar for, at resultaterne er typiske. Udtaleleserne udgør ikke garantier eller garanti for produktionsresultater.
